Fag og slutmål
Hobro friskoles er først og fremmest forpligtet på skolens værdigrundlag.
Derudover følger vi Friskoleloven, som i paragraf 1 giver en friskole mulighed for at målsætte og beskrive læseplaner på flere måder. På Hobro Fri har vi valgt:
• Folkeskolens afsluttende kompetencemål (i alle obligatoriske fag).
• Skolens egne delmål.
• Skolens egne undervisningsplaner.
I fagene fortælling og filosofi har vi vores egen undervisningsplan, mens vi i de øvrige fag følger folkeskolens afsluttende kompetencemål, som beskrevet i Fælles Mål fra Undervisningsministeriet.
På den måde "Står vi mål med" folkeskolen, men bruger vores frihed til selv at bestemme, hvordan vi efter 10 års skolegang når målet med eleverne.
Folkeskolens Fælles mål:
- Dansk
- Matematik
- Musik
- Idræt
- Engelsk
- Tysk
- Samfundsfag
- Historie
- Biologi
- Geografi
- Hjemkundskab
- Håndarbejde
- Sløjd
- Billedkunst
- Fysik
Egne læseplaner:
- Fortælling
- Filosofi
Formål for fortælling på Hobro Friskole.
På Hobro Friskole gør vi meget ud af fortælling.
I fortællesituationen er alle lige uanset alder, modenhed, formåen, og færdigheder. Vi får her en oplevelse af at være fælles om, og der er intet mellem tilhørerne og fortælleren ud over fortællingen.
Fortællinger som eventyr, myter og sagn giver næring til fantasien og til det indre liv, og den sproglige billedrigdom skaber billeder hos den enkelte elev.
Fortællingerne ligger i et fast forløb:
- Remse- og folkeeventyr.
- Dyrefabler og legender.
- Det gamle testamente.
- Nordisk mytologi og heltesagn.
- Græsk mytologi.
Fortælling til morgensang.
Lærerne fortæller på skift hver dag ca. 15 minutter som en del af morgensangen, hvor alle elever er samlet. Læreren fortæller historisk og kulturbærende stof, samt stof, der blandt andet relaterer sig til fag som biologi, musik, kunst, filosofi, geografi og kristendomskundskab. Fortællingen skal være af almendannende karakter.
Den enkelte lærer vælger frit sit fortællestof ud fra ovenstående kriterier.
Slutmål for fortælling efter 9. kl.
Alle elever på Hobro Friskole har efter endt 9kl. stiftet bekendtskab med de områder, der er beskrevet ovenfor.
Eleverne har også fået øvet evnen til at lytte aktivt, samt at bruge den tilegnede viden i andre sammenhænge. På den måde bidrager fortællingen til at skabe sammenhæng mellem forskellige fag og emner, således at tilegnelse af viden bliver mere helhedspræget.
Dermed har vi været med til at lægge grundstenen til den videre almene dannelse.
Formål for Filosofi på Hobro Friskole
Alle mennesker er født med evnen til at undre sig. En undren over tilværelsens og livets gåder.
Filosofi på Hobro Friskole er at tænke højt sammen med andre. Dette er med til at skabe en tillidsfuld samtale, hvor det man siger, bliver lyttet til og ikke vurderet om det er rigtigt eller forkert. Herigennem får børnene en dybere forståelse for hinanden og deres omverden. De filosofiske samtaler skaber tryghed i klassen, giver børnene følelsen af at blive taget alvorlig, giver børnene et rigere ordforråd, og det skærper evnen til at lytte til andre og at sætte sig ind i andres tankegang.
I filosofiske samtaler er alle lige. Filosofi er et fag, der kan røre ved alle børn uanset deres evner i øvrigt. Vi filosoferer over generelle livsbegreber som angår alle, derfor kan alle være med.
Vi kommer vidt omkring i løbet af et skoleår. De emner vi ofte kommer ind på er begreber som magt, afmagt, lidelse, ansvar, værdier, følelser, fornuft, tro, viden, identitet, samvittighed, overtro, retfærdighed, angst, skyld og frihed.