Om skolen
En lille og nærværende skole lige midt i byen
Klokken er ti minutter i otte.
Børn med skoletasker kommer gående oppe fra banegården. Nogle parkerer cyklen andre bliver afleveret af mor eller far ved fortovskanten.
Forældre siger godmorgen til hinanden og legeaftaler kommer i stand.
Inden for døren er der liv. En lærer siger godmorgen med navns nævnelse til alle og de kan sætte sig og hygge i de gamle sofaer. En rolig start på dagen.
Klokken otte bliver der ringet med den gamle messingklokke og hele skolen går i fællesrummet til sang og fortælling. De yngste finder deres store venner, tre lys tændes i midten - og roen falder over flokken.
Vi synger årstidens sange og alle de sjove - den med træhulen og Anders And-bladene, Jutlandia og mange flere.
I denne uge er der fortælling om Dalai Lama. Børnene sidder eller ligger og lytter til lærerens spændende fortælling. Om Lamaens liv som barn og hvordan det er anderledes at vokse op i Tibet. I næste uge står den på de drabelige historier fra nordisk mytologi.
Klokken er blevet 8.30.
Vi går i klasserne og starter dagens undervisning.
Det Grundtvig-Koldske
Hobro Friskole bygger på Grundtvigs og Kolds tanker om skole og menneskeliv. Skolen er derfor en del af en mere end 150 år gammel tradition. I midten af 1800-tallet startede N.F.S. Grundtvig og Christen Kold en bevægelse i samfundet. De havde hver især nogle for den tid uortodokse og originale tanker om, hvad et godt menneske-, folke- og skoleliv var. De prægede datiden og var med til at puste liv i bevægelser, der resulterede i oprettelse af højskoler, efterskoler, friskoler, andelsforetagender, forsamlingshuse og lignende. Hobro Friskole er et led i denne kæde. En friskole, der er oprettet af og drives af forældre. Derved adskiller den sig fra folkeskolen, der drives af kommunerne.
- Vi finder det væsentligt, at der er frihed til forskellighed. Vi bygger vores undervisning op med tanke for, at børn er forskellige og lærer forskelligt.
- Vi ønsker at udvikle det hele menneske. Børn skal mødes med en respekt, der bevarer og opbygger selvværd og selvtillid. Det kan vi i et godt og trygt undervisningsmiljø, der kommer hele vejen rundt om barnet. Børn, der er trygge og glade og får lov til at bruge fantasien, lærer bedst.
- Vi prioriterer fællesskabet højt og tager hånd om hinanden. Det gælder i alle skolens led.