Det tror vi på
Hobro Fribørnehave er en del af Hobro Friskole og bygger på de Grundtvig-Koldske værdier om fællesskab, dialog, udvikling, livsglæde og nærhed.
Vi tror på, at børn udvikler sig bedst i trygge fællesskaber, hvor de oplever at blive set, hørt og værdsat. Derfor er vi ikke opdelt i faste stuer. I stedet er vi ét hus og ét fællesskab, hvor børn og voksne kender hinanden på tværs af alder og grupper. Samtidig arbejder vi i perioder med aldersopdelte grupper, hvor aktiviteter og oplevelser tilpasses børnenes udvikling og interesser.
Fællesskabet stopper ikke ved børnehavens dør. Som en del af Hobro Friskole er vi en del af et større fællesskab med fælles aktiviteter, traditioner og arrangementer på tværs af børnehave og skole. Det tætte samarbejde skaber en naturlig og tryg overgang til skolelivet og giver børnene oplevelsen af at høre til i et større fællesskab.
I fællesskaberne favner vi forskelligheden. Gennem dialog lærer børnene at lytte til hinanden, udtrykke egne meninger og tage hensyn til fællesskabet. Vi ønsker, at børnene oplever, at deres stemme har værdi, og at de har indflydelse på deres egen hverdag. På den måde får de tidlige erfaringer med medbestemmelse, ansvar og demokrati i børnehøjde.
Vi har samtidig fokus på det enkelte barn og møder børnene med nærvær, anerkendelse og respekt for den, de er. Vi tror på, at spontanitet, nysgerrighed og livsglæde er vigtige drivkræfter i børns udvikling og læring.
I hverdagen kommer dette blandt andet til udtryk gennem musik og bevægelse, fortælling, rim og remser, højtlæsning, naturoplevelser og leg. Vi ser legen som en vigtig vej til læring og udvikling, og vi arbejder hver dag for at skabe rammer, hvor børnene kan udforske verden, udvikle relationer og opleve glæden ved at være en del af et fællesskab.




